Runealfabetet

Runerne er Nordens ældste skrifttegn. De ældste runeindskrifter stammer fra jernalderen omkring 200 e.Kr., og runeskriften var i brug til langt op i middelalderen.

Inspiration og form

Runerne opstod i det germanske sprogområde og blev især brugt i de nordiske lande. Tegnene var inspireret af den latinske skrift, som romerne havde udbredt til det meste af Europa. Når man ser på runerne, er det tydeligt, at nogle af dem ligner de latinske forbilleder meget eller er næsten identiske med dem.

Runerne er konstrueret som tegn, der er beregnet til at blive skåret eller hugget ind i forskellige materialer som for eksempel træ, ben, metal og sten.

Runealfabetets historie

Oprindelig bestod runealfabetet af 24 tegn, men omkring vikingetidens begyndelse skete der et markant skift: alfabetet blev reduceret til kun 16 tegn, og nogle tegn blev tilmed forenklet. Dette skifte betød ikke, at lyde gled ud af sproget, men derimod at nogle tegn blev brugt til at betegne flere lyde. For eksempel kunne u-runen læses som både u, o, y, ø, v og w.

Med kristendommens indførelse i Norden i 900-1000-tallet fulgte den latinske skrift, som efterhånden blev den dominerende skrift. Runerne blev imidlertid ikke glemt, men blev tværtimod brugt helt frem til 1400-tallet. I middelalderen udvidede man runealfabetet, så der var tegn, som svarede til de latinske bogstaver.

Futhark

Runealfabetet kaldes ofte futhark efter lydværdierne af de første seks tegn (th-lyden blev betegnet med én rune). Rækkefølgen var en anden end i det latinske alfabet.

Hvem kunne læse og skrive?

De bevarede fund med runeindskrifter antyder, at det hovedsagligt har været overklassen, håndværkere, handlende og kirkens folk, der kunne læse og skrive runer.

Hent en oversigt over runealfabeterne (kræver Adobe Reader, som du kan hente her)

Vikingetidens futhark
Vikingetidens futhark